Cervus nippon
Sikahjorten (Cervus nippon) er en mellemstor hjorteart, der oprindeligt stammer fra Østasien, men som i dag findes naturaliseret i mange dele af Europa, herunder Norden. Sikaen er mindre end kronhjorten, men større end råvildtet, med en skulderhøjde på 64–109 cm og en vægt mellem 30 og 110 kg afhængigt af køn og underart.
Lær sammen
Brug denne side til at tale om bevaring, levested og hvorfor hver art er vigtig.
Hurtige fakta
Perfekt til børn og familier
⚖️Vægt
30–110 kg
⏳Levetid
8–18 år
🍽️Føde
Planteæder
⚡Topfart
45 km/h
Miniudfordring
Prøv sammen inden I scroller videre
Vælg et svar
30–110 kg
1.2–1.8 m
0.64–1.09 m
45 km/h
8–18 år
Planteæder
Eventyrtrin • Lær arten at kende
Sikahjorten (Cervus nippon) er en mellemstor hjorteart, der oprindeligt stammer fra Østasien, men som i dag findes naturaliseret i mange dele af Europa, herunder Norden. Sikaen er mindre end kronhjorten, men større end råvildtet, med en skulderhøjde på 64–109 cm og en vægt mellem 30 og 110 kg afhængigt af køn og underart. Hannerne er betydeligt tungere end hunnerne. Om sommeren har sikaen en smuk rødbrun pels med tydelige hvide pletter langs siderne, hvilket giver den et udseende, der minder om et voksent råvildt, bare i større format. Om vinteren mørknes pelsen til gråbrun eller næsten sort, og pletterne bliver mindre synlige eller forsvinder helt. Et af sikaens mest karakteristiske træk er den hvide halespejl omgivet af sorte linjer, som bliver særlig tydeligt, når dyret bliver forskrækket og rejser sin korte hale. Hannerne udvikler imponerende gevirer, der kan have op til otte takker, og som fældes hvert år efter parringstiden. Under brunsten, som finder sted i september–oktober, udsender hannerne en karakteristisk pibende eller fløjtende lyd, der adskiller sig markant fra andre hjortearters brølen. Denne unikke lyd kan høres over lange afstande og er en af de mest særegne lyde blandt europæiske hjorte. Sikahjorten blev introduceret til Europa fra slutningen af 1800-tallet, primært som parkdyr og jagtvilt. I Norden findes etablerede bestande især i Danmark og dele af det sydlige Sverige. Arten har vist sig at være ekstremt tilpasningsdygtig og kan leve i mange forskellige miljøer, fra tætte skove til åbne landbrugslandskaber. Desværre har dette også ført til problemer, eftersom sikaen let hybridiserer med kronhjorten, hvilket truer den genetiske integritet hos oprindelige kronhjortebestande. I nogle områder betragtes sikaen derfor som en invasiv art, der konkurrerer om ressourcer og forårsager skader på skovplantninger gennem afbidning og fejning af gevir mod unge træer. Selvom sikaen er en succesfuld art globalt med mellem 8–9 millioner individer, er nogle af de oprindelige underarter i Østasien truede på grund af tab af levesteder og jagt. Den japanske sika er dog almindelig og stabil, og det er primært denne underart, der er spredt til Europa og andre dele af verden. Sikaen er en fascinerende art, der viser, hvordan menneskets introduktion af dyr kan have vidtrækkende og uforudsete konsekvenser for lokale økosystemer.
Eventyrtrin • Hvor den lever
Sikaen er en meget tilpasningsdygtig art, der trives i en række forskellige miljøer. I sit oprindelige hjemområde i Østasien lever den primært i blandede løv- og nåleskove med indslag af åbne lysninger og græsarealer, hvor den kan græsse. Den foretrækker områder med tæt undervegetation, hvor den kan søge ly, men har også brug for adgang til åbne arealer til fødesøgning. I Europa har sikaen etableret sig i lignende miljøer, men har også vist sig at kunne leve i ren nåleskov, vådområder og endda i nærheden af landbrugsland, hvor den kan skade afgrøder. Artens evne til at tilpasse sig forskellige klimaer er bemærkelsesværdig. Den klarer både de mere fugtige forhold i Vesteuropa og de koldere kontinentale klimaer i Østeuropa og det nordlige Japan. Sikaen er også kendt for at kunne udnytte menneskepåvirkede landskaber og ses undertiden i parker, golfbaner og skovplantager. Om vinteren søger den ly i tætte skovpartier, hvor sneen ikke ligger så dybt, og den kan klare sig på bark, kviste og stedsegrøn vegetation, når frisk græs ikke er tilgængeligt. Denne fleksibilitet er en af grundene til, at sikaen har kunnet etablere sig så succesfuldt uden for sit naturlige udbredelsesområde.
Eventyrtrin • Året rundt
Sikaens liv følger tydelige sæsonmønstre, hvor den mest dramatiske forandring sker i udseendet mellem sommer og vinter. I løbet af foråret og sommeren bærer sikaen sin plettede rødbrune sommerpels, der giver fremragende camouflage i solbelyste skovlysninger. I september begynder brunsten, hvor hannerne bliver territoriale og kæmper om retten til at parre sig med hunnerne. Efter brunsten fælder hannerne deres gevirer om foråret, og nye begynder straks at vokse ud dækket af bast. I sensommeren skrabes bastet af, når hannerne fejer deres gevirer mod træer og buske. Hunnerne føder normalt én, undertiden to, kalve i maj–juni efter en drægtighedsperiode på cirka syv måneder. Kalvene er plettede og ligger skjult i vegetationen de første uger, mens moderen græsser i nærheden. I løbet af efteråret og vinteren lever sikaerne ofte i kønsadskilte grupper, hvor hunner med deres kalve danner deres egne flokke, mens hannerne går for sig selv eller i mindre grupper.
Eventyrtrin • Familieliv
217 dage
1–2
Eventyrtrin • Adfærd i naturen
Skumrings-/daggryaktiv
Uden for parringstiden lever sikahunner og deres kalve i små til mellemstore grupper, mens hannerne typisk er solitære eller danner løse grupper.
Stationær
Globalt estimeres bestanden til 8,3–9 millioner individer, med de største populationer i Japan
Sikahanner lyder ikke som andre hjorte – i stedet for at brøle fløjter eller piber de som fugle under brunsten!
Om sommeren ser sikaen ud som et kæmpe råvildt med sine hvide pletter, men om vinteren bliver pelsen mørkegrå, og pletterne forsvinder næsten helt.
Navnet 'sika' kommer fra det japanske ord 'shika' (鹿), som ganske enkelt betyder 'hjort'.
Sikaen kan svømme rigtig godt og har koloniseret mange små øer i Japan ved at svømme mellem dem.
Den hvide halespejl på sikaen kan åbne sig som en vifte, når dyret bliver forskrækket – det er et advarselssignal til andre hjorte!
Sikahanner kan få gevirer med op til otte takker, men antallet af takker fortæller ikke altid, hvor gammel hjorten er – det afhænger mere af, hvor god mad den har fået.
I Japan anses sikaen for at være hellig visse steder, især i Nara, hvor over 1.000 halvtamme sikahjorte lever frit i byen og fodres af turister.
Sikaen kan parre sig med kronhjorten og få afkom, hvilket er usædvanligt mellem forskellige hjortearter – men det skaber problemer for de rene kronhjortebestande.
Eventyrtrin • Videnskabelig plads
Der er endnu ikke tilføjet kilder.
Dyrefakta (2026) Sikahjort (Cervus nippon). https://www.dyrefakta.com/da/norden/mammal/sikahjort [30. maj 2026]
Axis axis
Muntiacus reevesi