Sortspidset timiansmåsommerfugl

Eventyrtrin • Lær arten at kende

Oversigt

Sortspidset timiansmåsommerfugl (Thymelicus lineola) er en lille, men fascinerende dagsommerfugl, der hører til familien af bredpandede (Hesperiidae). Denne art er kendt for sine hurtige, rykvise flyvninger og sit karakteristiske udseende med orangegule vinger. Sommerfuglen fik sit engelske navn 'Essex Skipper', da den først blev opdaget i Essex, England, i 1889, men arten har siden spredt sig over store dele af Europa og dele af Asien. Vingefanget når 24-29 millimeter, hvilket gør den til en af de mindre dagsommerfugle i vores egne. Et af de mest karakteristiske kendetegn ved denne art er undersiden af antennespidserne, som er kulsort – en detalje, der adskiller den fra den meget lignende art timiansmåsommerfugl (Thymelicus sylvestris), som har orangebrune antennespidser. Vingerne er orangegule til gyldne på oversiden med mørkere kanter, mens hannen har en tydelig sort duftskælstribe på forvingernes overside. Kroppen er robust og dækket af hår, hvilket er typisk for familien af bredpandede. Sommerfuglens store, mørke facetøjne giver den fremragende syn til at opdage både blomsterressourcer og potentielle partnere. Sortspidset timiansmåsommerfugl gennemgår en fuldstændig forvandling (holometabol udvikling) fra æg via larve og puppe til voksen sommerfugl. Larven er grøn med mørkere ryglinje og lever skjult i sammenfoldede græsstrå. Den overvintrer som æg i græsstrået, hvilket er en unik tilpasning, der adskiller arten fra mange andre sommerfugle. Larven spiser primært forskellige græsarter, særligt Timothy-græs (Phleum pratense) og hundegræs (Dactylis glomerata). Forpupningen sker i et løst spindhylster mellem græsstrå i den tidlige sommer. Arten har ekspanderet sit udbredelsesområde kraftigt i de seneste årtier, sandsynligvis som følge af klimaforandringer og øgede temperaturer. I Skandinavien findes den nu regelmæssigt i det sydlige Sverige og Danmark, og enkelte observationer er gjort længere nordpå. Populationen anses for at være stabil i de fleste dele af Europa, hvor arten nyder godt af enge, vejkanter og andre græsrige levesteder, som ikke behandles med pesticider.